Måned: marts 2017

I Sverige kører i øjeblikket en sag om en jordemoder, der ikke vil tvinges til at udføre aborter for at beholde sit job og som har fået stor økonomisk støtte til at betale de juridiske omkostninger af en amerikansk institution mod abort. Den automatiske reaktion er demonstrationer til fordel for fri abort og den sædvanlige floskel om, at kvinder har ret til at bestemme over deres egen krop.

Hvor ville det være befriende, hvis det for en gangs skyld kunne blive behandlet lidt mere nuanceret og med respekt for mennesker, hvis tro og overbevisning byder dem at sige fra til ting, de ikke med deres samvittighed kan stå inde for.

Hvordan man overhovedet forbigå i tavshed, at en jordemoders job er at bringe liv sikkert til verden, ikke at slå det ihjel.

Alle de sædvanlige argumenter er endnu engang blevet bragt til torvs i medierne, som at forbud mod eller hindring af abort er mænds måde til at få magt over kvinder ved at hindre dem i adgang til fri abort. Magen til vrøvl skal man da lede efter i 2017!

Hvis kvinder vil bestemme over deres egen krop, hvilket de naturligvis er berettiget til, så har de en række præventionsmetoder til rådighed, der yder tæt på 100% sikkerhed, og intet forhindrer en kvinde i at kræve, at manden benytter prævention.

Man er også nødt til at se på hvilken form for samfund, vi har udviklet, for når man undersøger årsagerne til abort, så er forklaringen ikke kun, at det er ubelejligt for moderen at få et barn, eller at hun ikke har helbred til at føde endnu et barn; årsagen er meget ofte modviljen mod at føde et handikappet barn eller bare frygten for, at barnet kan være handikappet ved fødslen, og så vælger man aborten for en sikkerheds skyld.

I nogle tilfælde er der så tale om så svære handikaps at lægen allerede på forhånd kan fastslå, at barnet, hvis det fødes, ikke vil overleve, og i andre tilfælde er der tale om handikaps, som kan afhjælpes ved operation efter fødslen eller om handikaps som Down’s syndrom, hvor barnet måske ikke kan få det samme liv og livsindhold som andre børn, men alligevel er til stor glæde for dets familie.

Det er en farlig brug og smid væk tendens, der er fremherskende, og som også er kommet til at omfatte mennesker, der ikke i enhver henseende lever op til det rige samfunds perfektionistiske krav, og vi undergraver os selv som samfund, hvis vi systematisk indretter sundhedsvæsenet på, at aborter er en rettighed, som man har og oven i købet i et antal, som man selv bestemmer.

Måske er det også værd at overveje, at der er forældre, som mister deres børn tidligt i livet på grund af sygdom, børn, som de havde ønsket sig, elsket og ville have givet alt for at beholde, og som ville have meget svært ved at forstå, hvordan man kan tage et barns liv, endnu inden det er født. Vi kan bl.a. lære af mange af H.C. Andersens eventyr, at selv det mindste liv, det fattige, syge barn, selv den uanseligste blomst har værdi for Gud.

Heldigvis er holdningen til fri abort langsomt ved at ændre sig fra bare at være en hævdvunden rettighed. I 1970erne, hvor kvindefrigørelsen var på sit højeste, havde kvinder ingen skrupler ved at få den ene provokerede abort efter den anden i stedet for at bruge den prævention, der også var til rådighed på den tid. Hvis de havde skrupler, blev de måske undertrykt af veninder, søstre eller mødre, der gjorde opmærksom på, at kvindens krop er hendes egen, som hun frit kan bestemme over, uanset hvad manden måtte mene.

Mange kvinder siger i interviews, at de som følgevirkning af abort har lidt af depression, angst og selvmordstanker. Andre har følt sig værdiløse eller har følt, at de var en anden person bagefter, fordi de havde lukket ned for deres følelsesliv for at komme igennem oplevelsen. En del kvinder forbandt ikke i første omgang deres lidelser med aborten, det kom først frem senere f.eks. i psykologbehandling.

Problemerne kan også for alvor dukke op adskillige år senere, hvor kvinden gerne vil have børn, men ikke kan få det, enten fordi hun nu har ventet for længe eller fordi tidligere aborter har medført komplikationer, der gør det sværere at blive gravid igen.

Abort bruges desværre også (om ikke i Danmark, så i andre lande) til at skaffe sig af med et barn af uønsket køn, dvs. med et pigefoster. Når man ser på det ene køn som værende mindre nyttigt end det andet, er der tale om et værdiskred af dimensioner. Så er mennesker blevet en vare blandt andre varer.

Det er også almindeligt, at fortalere for abort tager det forbehold, at graviditet som følge af voldtægt skal give ret til abort, for kan man forestille sig nogen kvinde ønske at føde, endsige beholde en voldtægtsmands barn.
I den prisbelønnede film ”Room” fra 2015 føder en kvinde, der er blevet kidnappet og holdes indespærret af forbryderen, dennes søn under fangenskabet. Det lykkes hende at flygte med drengen, da han er fem år gammel til en verden udenfor, der er totalt ukendt for barnet, og det er tankevækkende, at kvinden elsker dette barn og ikke overvejer at forlade det, da hun flygter. Kærlighed kender ingen grænser er filmens undertitel.

Der er intet at sige til forsvar for voldtægt, og det er yderst forståeligt, hvis en kvinde vælger abort efter at have været udsat for voldtægt, men hvis man mener, at ethvert foster, der er resultatet af en voldtægt, skal aborteres, giver det ikke mening at tale om retten til liv.

Man har også argumenteret, at et foster ikke er et menneske, og hvis man ikke godtager, at livet er en Guds gave – kan man jo vælge en mere videnskabelig forklaring – og tænke på at et foster er et unikt menneske med eget DNA, som ikke skabes med fødslen, men som er der fra undfangelsen og forbliver dette unikke menneskes livet igennem.

Der er god grund til at informere unge piger om konsekvenserne af en provokeret abort og i stedet gøre dem opmærksom på de former for prævention, der er til rådighed, og hvoraf flere af dem er en bedre beskyttelse også mod andre ting.

At aborttallet i Danmark er faldet fra 28.000 pr år i 1975 til 15.000 pr år i 2015 er glædeligt, men det nuværende antal er stadig værd at bringe ned. Selvfølgelig kan der være tilfælde, hvor abort er den bedste løsning, og så skal den mulighed også være til rådighed, men den bør kræve lægelig og socialfaglig rådgivning forinden, og den må aldrig bare være en rettighed, man kan påberåbe sig.

Hvis du ser på dit eget liv med alt hvad det rummer og har rummet af godt og skidt, ville du så have stor sympati og forståelse for din mor, hvis hun i stedet for at have født dig, havde valgt en abort?

Uddrag af bogen “Vend det om”

Man kan sikkert føle sig inspireret og begynde at tænke efter for at finde frem til hvad man længes efter i livet.

At påstå at alt er muligt, er forkert – for sådan er det jo ikke. Påstanden forudsætter, at alle har samme forudsætninger, og at det derfor er op til den enkelte hvor meget man klarer.

Tal her om pålæggelse af skyld! Hvis man har en drøm og vil virkeliggøre den, er det selvfølgelig alle tiders, hvis man forsøger, men der er ingen garantier for at komme i mål. Og har man med sig ”at alt er muligt” er det let at føle sig mislykket i stedet for at glæde sig over, at man har afprøvet sine vinger. Der er også en stakåndet opfordring til at vi hele tiden skal være i gang, i bevægelse, se nye muligheder. Men at realisere sig selv handler lige så meget om at stå stille, at give sig selv pusterum og hvile. Indre udvikling handler sjældent om at jage efter den.

Det er mere konstruktivt at tænke, at alle har muligheder ud fra deres specifikke forudsætninger.

”Vi kommer ud for det vi har brug for – for vores indre udviklings skyld”

Denne udtalelse kan måske give styrke til personer, som har været ud for noget svært og ikke vil sidde fast i offerfølelser og bitterhed.

Men det er en farlig tanke at der skulle findes en slags overmagt som bestemmer hvad vi kommer ud for i livet. Egentlig er det forfærdeligt. Hvordan skulle nogen ”ha brug for” at blive udsat for svære tab, vold, forfølgelse, dysfunktionelle forældre, krig eller sygdom? Det antyder også at de, der går gennem livet uden større kriser eller modgang skulle være mere udviklede fra begyndelsen?

Hvem der kommer ud for hvad, er rent tilfælde og udenfor vores kontrol. Retfærdighed eller uretfærdighed, livet rammer os. Hvis man oplever et tab, er det vigtigt at tillade sig selv at føle præcis det man føler. Man skal ikke kræve af sig selv, at man også skal være taknemmelig – fordi man nu har fået sin chance i livet til udvikling. Det fører bare til skyldfølelser og til, at man ikke tillader sig selv at være i sorgen.

For nogle kan det nok give inspiration og mod at begynde at reflektere over hvilke drømme og behov man har.

Men hvis jeg skal blive mit sande jeg, hvem er jeg så nu? Er jeg usand og uægte? Her mener man, at der skulle findes en indre autentisk kerne, som vi skal forsøge at finde, men en sådan findes ikke! Vi har en masse bevidste og ubevidste tanker, følelser og erfaringer – alle tilhører os og de er hverken sande eller usande. Desuden forandrer vi os hele tiden.

Spørgsmålet er hvad der sker inden i os, hvis vi tænker ”egentlig er jeg en person, der føler glæde” – når vi slet ikke føler os glade. Jo, vi forsøger at fortrænge de tanker og følelser, som ikke passer ind. Og det bliver jo lige det modsatte af at være os selv.

AT have et målbillede af, hvad man vil opnå er første skridt til at begynde at handle for at nå målet.

Loven om tiltrækning, dvs. at hvis vi tænker tilstrækkeligt meget på noget så kommer det til at ske i virkeligheden, er en tese, der fremføres i Rhonda Byrnes bog The Secret.

Men der er ingen magisk kraft som gør, at vi tiltrækker det vi tænker meget på. Vi kan sidde derhjemme og tænke på en masse positive ting, der sker ikke noget af den grund. Det er handlingen, der er afgørende for at nå et mål, ikke tanken! Vi skaber også unødig ængstelse, hvis vi tror, at vi kan få en bestemt sygdom fordi vi tænker på den. Desuden giver det skyldfølelse: At man skulle være ramt af dårlig økonomi eller anden ulykke fordi man havde været urolig for netop dette, er en frygtelig tanke.

Visse mennesker kan nok med fordel reflektere over om der er et alternativ til tanker, de ikke får det godt af.

At kræve af sig selv at se noget positivt i alt, er ikke rimeligt. Det bliver ekstremt kvælende og får ofte den modsatte effekt. Er man ked af det, er det jo ingen hjælp at tænke ”se det positive” for der er måske ikke noget! Vi skal turde erkende, at visse ting bare er smadderhårde, at det er som det er.

Man kan ikke springe over f.eks. sorg. Det eneste der sker, er at vi risikerer nedstemthed og skam over at vi ikke orker at være så positive, som vi føler at vi burde være. Det er ved at acceptere og finde hvile i det som er, at vi så småningom giver signaler til hjernen om at alt er ok, at faren er drevet over. På den måde opbygger vi en indre tryghed – ikke gennem at forsøge at presse os selv ind i hægter.

 

For en del kan det nok føles trøsterigt –

Men det giver en antydning af, at der er en verdensorden som har bestemt, at alt sker af en magisk, vag grund. Det bliver jo som en hån at sige til nogen, der har oplevet noget svært, at ”alt har en mening”. Det bliver vældigt krævende og skyldbelagt at tænke, at det er rigtigt at føle på en bestemt måde og forkert at føle på en anden.

 Alt har ikke en mening. Visse ting, der sker, er helt meningsløse. Og det er vigtigt at tillade sig selv at føle præcis sådan som det er. Efterhånden kan man måske begynde at tænke over hvordan man kan finde en ny mening ud fra tilværelsen, sådan som den nu ser ud. Men det er en helt anden tilgang. Personligt tror jeg, at ”alt har en mening” er en efterrationalisering. Ikke altid, men ganske ofte kan man jo bagefter se, at barske perioder også førte til noget godt.

 

Den schweiziske forfatter Max Frisch’s fortælling om Biedermann og brandstifterne er værd at genopdage, da den både i fortid og nutid er en advarsel om ikke at være så godtroende, at man først for sent opdager den fare, man befinder sig i.

Fortællingen begynder med at beskrive den frygt Biedermann og byens øvrige beboere nærer for de mange brandstiftere, der huserer; de er panisk angste for at også deres hus skal blive brændt ned, sådan som det sker for dem, de læser om i avisen.

Da en hjemløs bissekræmmer opsøger Biedermann, beder han tjenestepigen afvise ham, men det kan hun ikke få sig selv til og nævner ”medmenneskelighed”. Jeg er jo ikke noget umenneske, siger Biedermann til sig selv, men ingen kommer ind i mit hus. Manden overhører alle protester og går lige ind i stuen. Han påstår, at han kun ønskede at komme i tørvejr for regnen, og Biedermann, der som sagt ikke er noget umenneske, byder ham et glas vin. Manden begynder at kræve ind: pølse, agurker, brød og et sted at sove. Loftet vil være fint, siger han, jeg er vant til at ligge ubekvemt fra fængslet. Biedermann overhører alle advarsler og lukker ham ind på loftet. Dagen efter kommer en af den hjemløses venner og de bærer benzindunke op på loftet.

Konens mistanke overhører Biedermann også og forsikrer, at manden på loftet ikke er nogen brandstifter. Da man jo skal vise medmenneskelighed, fortsætter han med at beværte indflytterne, som kræver mere og mere ind. Selv da de foreslår en stor middag reagerer Biedermann ikke med at sige nej eller spørge, hvad der foregår. Til konens advarsler svarer han, at de kun skaffer sig fjender i de indflyttede mænd, hvis de anmelder dem. Mændene bærer klude op på loftet som antændingsmateriale og mangler nu kun tændstikker. Dem får de efter den storslåede middag af Biedermann, som accepterer deres forklaring om, at de ikke selv har tændstikker, fordi de jo ikke er brandstiftere.

Huset bliver sat i brand, hvilket ikke kan forbavse nogen. Brandstifterne lagde ikke engang skjul på deres hensigter, det var de godtroende beboere, der ville vise medmenneskelighed, der blev brandstifternes ofre.

Max Frisch havde nazismen i tankerne, da han beskrev den snigende fare, men situationen er den samme i dag. I medmenneskelighedens og tolerancens navn ignorerer mange mennesker, at der er mennesker iblandt os, der ikke vil os noget godt og som rent faktisk ikke lægger skjul på, at de ad bagvejen gør alt, hvad de kan for at ændre vores samfund for bestandigt. De er i fuld gang med at bære benzindunkene ind og har ikke svært ved at finde klude til antænding. Er vi villige til selv at give dem tændstikkerne i medmenneskelighedens navn?

I januar 2017 udkom min bog “Vend det om” med undertitlen “rettigheder eller næstekærlighed”.

I nutidens samfund er der stor fokus på, at alle har ret til både det ene og det andet – men måske skulle vi tage at vende den idé om og i stedet fokusere på den næstekærlighed, som rettighedstankegangen har tilsidesat. Det mener jeg i hvert fald jeg, og sætter i bogen Vend det om fokus på, hvordan vi bør ændre vores synspunkt til et, der handler mere om vores medmennesker end om os selv.
Rettigheder og næstekærlighed er to modsætninger, som efter min mening udelukker hinanden. Derfor har jeg skrevet bogen Vend det om, hvor jeg ser nærmere på den rettigheds-tænkning, der siden Anden Verdenskrig har bredt sig – først og fremmest i den vestlige del af verden – og den betydning, som denne tænkemåde har haft for næstekærligheden.
Mit budskab er, at der er brug for en ændret tankegang, og det gælder for alle de ting, vi mennesker mener, at vi har ret til og gør krav på – fra menneskerettigheder til retten til tag over hovedet. I Vend det om argumenterer jeg for, at vi mennesker ingen rettigheder har, og foreslår, hvordan man i stedet skal se på det indhold i rettighedstænkningen, som måske kan være berettiget nok.
Hvert emne i bogen præsenteres med et eventyr eller en fortælling som indledning, der skal få læseren til at tænke over problematikken, inden han eller hun møder forfatterens synspunkt – på samme måde, som Jesus fik sine tilhørere til at tænke over et problem ved hjælp af lignelser.
ISBN: 978‐87‐93525‐20‐7
Udgivelsesdato: 19. januar 2017
Kan købes hos: Alle landets boghandlere, diverse netboghandlere og www.skriveforlaget.dk

Der er en hyppigt brugt talemåde, der lyder: “Der er mere mellem himmel og jord…”

Talemåden er et citat fra Shakespeare’s skuespil “Hamlet”, som siger til vennen Horatio, der lige er kommet tilbage fra Tyskland, hvor han er blevet uddannet som protestantisk teolog og ikke tror på spøgelser o.l., selvom Hamlets far har vist sig som et genfærd: “”Der er mere mellem himmel og jord end du tror, Horatio”.

Hvad er der mellem himmel og jord, og hvad mener nutidens mennesker med dette hyppigt brugte citat? At der er mere mellem himmel og jord, end vi kan veje og måle? mere end vi mennesker kan fatte? mere end videnskaben kan forklare?

Er der clairvoyante og astrologer, der kan fortælle os ting, som vi ikke ved om os selv, og som hverken videnskaben eller troen kan forklare os?

Mange mennesker er overbevist om, at det forholder sig sådan, men at Gud skulle befinde sig mellem himmel og jord, midt i vores liv og i vores indre, det tror de til gengæld ikke på.

Jeg har mødt mennesker, der kalder sig ateister på trods af, at de er medlemmer af Folkekirken og har ladet deres børn døbe, for det hører sig jo til i vores kulturkristne kultur, siger de. Mange har det rigtig godt, når de endelig finder vej ind i kirken og oplever en ro og en stilhed og tid til eftertanke, som de ikke finder andre steder. Hvis de kom der regelmæssigt, ville de i tilgift få en fortælling om kærlighedens oprindelse, meningen med livet på jorden og en indsigt i den himmel, vi kun kan se hernede fra, men som vi er overbevist om bebos af alle vore kære afdøde, som vi netop samme sted en dag skal gense der.

Hvorfor er det blevet alment accepteret, at der er noget, der er større end os og noget som vi er ude af stand til at forklare, og alligevel tror på, men at dette “noget” under ingen omstændigheder må kaldes Gud?
Det er jo netop i gudstroen, som giver os vished om altid at være elsket og accepteret som den vi nu engang er, at den store ro og tryghed findes.