Golgata er ikke en tandpasta

Med denne overskrift skrev den svenske journalist Susanne Hobohm følgende i det svenske M-Magasin:

”Jesus” sagde hun, har jeg slået op på Wikipedia.”

Meget morsomt, tænkte jeg. Sikken en tanke: at Jesus skulle være blevet så ukendt i vores sekulariserede samfund, at kundskaben om ham og kristendommens traditioner skal gå gennem et hjemmestrikket opslagsværk på nettet.

Nu havde jeg imidlertid foretaget en fejlbedømmelse. Den 50årige journalistkollega fra Danmark spøgte ikke, da vi stod på Olivenbjerget i Jerusalem og så ud over Getsemane have.

Getsemane have? Havde hun aldrig hørt om. Der hvor Jesus bad Gud om at slippe for at blive ofret. Kendte hun ikke til.

Maria Magdalene – hvem er hun?

Underfortællingerne om Jesus, de to fisk og de fem brød – nej, det ved jeg ikke noget om.

Det viste sig, at min danske rejsefælle i Israel havde gået i en skole uden religionsundervisning. Og kun havde haft historietimer ”når hun havde lyst”. Resultat: Sorte huller i almendannelsen.

Det fik mig til at fundere: Hvad sker der med kundskaberne om kristendommen – den religion, som har præget Sverige (og Danmark) i over tusind år – blandt tidens unge mennesker. De, der ikke bliver konfirmeret (flere og flere), aldrig kommer i kirken (flere og flere) og som desuden får en underlødig religionsundervisning i skolen (mere reglen end undtagelsen med tanken på efterårets diskussioner om lærere, for hvem det er uvedkommende og en skole i krise).

I min verden behøver man ikke tro på Gud eller Jesus. Man kan tro på Muhammed, Buddha eller slet ingenting. Men hvis man lever her, er man nødt til at kende til de kristne traditioner, som har præget det svenske samfund siden Kong Olufs tid.

Når man ikke kan have tillid til skolen, må vi, den ældre generation, påtage os ansvaret for at kundskabsoverdragelsen bliver til noget. I år giver jeg børnebøger med kristne fortegn i julegave. Og jeg arrangerer en kristen spørgeleg juleaften. Den, der tror, at Golgata er en tandpasta, kommer til at sove i entreen.”

Nu vil mange måske berolige sig selv med, at ovenstående handler om svenske forhold, og at den danske journalist var en enlig svale, men er det rigtigt?

Kræft er ikke en kamp

I rigtig mange dødsannoncer står der “Hun tabte kampen mod kræften”, men det er yderst sjældent, at nogen taler om at tabe en kamp i forbindelse med andre sygdomme.

Hvad er det for en kamp, som kræftpatienten skal begive sig ud i? En kamp, der kan “mislykkes”, “tabes” eller “vindes”. I visse tilfælde vinder patienten denne såkaldte kamp, men når det sker, ved man i reglen ikke noget om på det tidspunkt, om kræftsygdommen kan komme tilbage. Når man får en kræftdiagnose, har man ikke så mange valgmuligheder, men er mere eller mindre tvunget til at underkaste sig den behandling, som lægerne kan tilbyde.

Men “vi taber ikke “kampen” mod kræft. Kræft er en hel gruppe af sygdomme, som beror på, at kroppens egne celler går amok. Somme tider lykkes det ikke med den behandling, patienten får, at helbrede sygdommen og i så fald kan patienten dø. Men det er ikke den syge selv, der har tabt nogen kamp. Når man benytter udtryk som at mennesket taber eller bliver besejret, er det at lægge en skyld på de patienter, der døde af en kræftsygdom og dermed sige, at de ikke klarede noget, som de evt. burde have kunnet klare.

Flertallet af dem, der rammes af kræft, har ikke kunnet gøre noget som helst ved det, og derfor bør man holde op med at benytte udtryk som at “tabe en kamp”.
Enten er det helt overflødigt at nævne sygdommens art i en dødsannonce eller også kan man udtrykke sin sorg og sit eget tab på en anden og mere hensigtsmæssig måde.

Skurvogne

I øjeblikket soler erhvervsminister Brian Mikkelsen sig i mediernes projektørlys på grund af en beslutning om at indrette en plads med skurvogne som et midlertidigt boligområde for studerende.

Det er al ære værd al den stund, der ved begyndelsen af hvert studieår er mangel på boliger, som studerende kan betale.
På samme måde er det gang på gang uden de store vanskeligheder lykkedes at finde løsninger og penge til at indkvartere flygtninge og migranter i telte, hoteller, herregårde og villaer.

Den eneste gruppe, man aldrig synes at kunne finde skurvogne eller telte til, er de hjemløse. Danske statsborgere, der af en eller anden grund er kommet så langt ud, at de skal forsøge at overleve på gaden. Dette på trods af, at Menneskerettighedserklæringens artikel 25 nævner bolig som en menneskeret.

Den, der ikke har noget sted at bo, kan måske nok om sommeren klare sig ude i det fri under Guds himmel, men det er jo i hvert fald i vores land vinter mere end halvdelen af året og der er andre ting, der spiller ind, hvis man er uden bolig. Her er det ligesom ved arbejde nærliggende at mene, at der må være tale om en rettighed, men jeg vil nøjes med at sige, at alle fortjener at have tag over hovedet, og at det under alle omstændigheder er uværdigt for et vestligt samfund ikke at sørge for, at det er sådan. Et samfund, der har hjemløse blandt sine egne borgere, er ikke et velfærdssamfund.

Hvis vi ser bort fra de meget få, der selv vælger at leve et liv på landevejen eller som eremit i en af Danmarks skove, så er det at være hjemløs intet mindre end en katastrofe for det enkelte menneske, for alt andet i den hjemløses liv forsvinder også. Uden en bolig og en adresse er det noget nær umuligt at få arbejde, man kan ikke modtage post – endnu værre med digital post, der kræver en computer med internetadgang (nogle vil henvise til, at bibliotekerne kan tilbyde computeradgang, men hvor mange hjemløse med deres habengut og hund går regelmæssigt på biblioteket?) man kan ikke komme i bad, til frisør eller få vasket tøj og socialt samvær med andre mennesker reduceres til samtale med andre hjemløse på gaden eller kortvarigt på et herberg.
Man er mere udsat for sygdomme og mere fristet til misbrug af stoffer og alkohol, når man lever på gaden og også mere truet som individ end mennesker, der har en egen bolig at gå hjem til.

Endelig overser man som oftest, at hjemløse har de samme ønsker for tilværelsen som alle andre; de samme drømme om venskab og kærlighed, det samme håb om at være en del af et fællesskab.

Ifølge Rådet for Socialt Udsatte er hjemløshed et voksende problem i Danmark. ”Den seneste hjemløsetælling viser, at tallet er steget fra ca. 5000 i 209 til ca. 6000 i 2013. I samme periode er hjemløsheden blandt unge fordoblet. Hjemløsheden i Danmark handler om meget mere end manglen på tag over hovedet. Ofte er det alvorlige sociale problemer – som psykisk sygdom, fattigdom, misbrug og dårlige sociale netværk, der ligger bag hjemløsheden. Nogle hjemløse har faktisk en bolig, men kan ikke finde ud af at være i den (de psykisk syge); andre er blevet sat ud af deres bolig, fordi de ikke kan betale deres regninger.
Hjemløse i Danmark er et problem, der ændrer sig over tid. Mange af de unge, som i dag er hjemløse, ligner måske ikke hjemløse ved første øjekast. Det er sårbare unge, som måske starter med at sove rundt omkring på sofaer hos bekendte, for så til sidst at ende på gaden.”

Og Rådet fortsætter:
”flere og flere unge bliver socialt udsatte. Blandt andet ses der en stigning i antallet af unge hjemløse, og der er også flere unge, som får et misbrug af hash eller andre stoffer. Det er en udvikling, som rådet har fokus på og finder bekymrende.
Unge med sociale problemer kommer rigtig dårligt fra start i livet. De får oftest ikke færdiggjort en uddannelse, og de får typisk heller ikke et arbejde. Størstedelen af de unge er belastet af en kompliceret opvækst, og de har svage sociale netværk. De er sårbare og står meget alene.

Nutidens unge hjemløse lever dog ofte ikke op til det billede, mange typisk har af udsatte borgere, der lever på kanten af samfundet. De udsatte unge kan se ud som alle andre unge – men bag facaden lever de et kaotisk liv med psykiske problemer, ensomhed og misbrug. De kender det sociale hjælpesystem til hudløshed, men føler sig ofte hverken hørt eller hjulpet her.
Ligesom alle andre drømmer udsatte unge om et godt liv og ønsker at kunne forsørge sig selv og sine nærmeste.”

Det er meget svært at forstå, at man ikke fra stat og kommuners side har været i stand til at skaffe boliger til hjemløse, selvom tallet måske er faldet lidt i de senere år. Der, hvor det er lykkedes at få hjemløse tilbage til et liv uden misbrug, er der, hvor man har kunnet tilbyde en bolig i en bebyggelse, hvor der også bor mennesker, der ikke har en fortid som hjemløse, og som ved hjælpsomhed og støtte har bidraget til, at den eller de hjemløse i bebyggelsen har følt sig inkluderet.

Uddrag af bogen “Vend det om”

Min blog

Velkommen til min blog, som jeg har kaldt “Mellem himmel og jord,” fordi det er alle de ting, vi møder og oplever der, som jeg fremover vil skrive om.

Da jeg er præst, vil nogle af emnerne omhandle tro og eksistens, men der er også mange temaer i samfundsdebatten, som vil blive taget under behandling her på bloggen.

Del gerne og tag gerne del i debatten på et seriøst plan.