I Sverige kører i øjeblikket en sag om en jordemoder, der ikke vil tvinges til at udføre aborter for at beholde sit job og som har fået stor økonomisk støtte til at betale de juridiske omkostninger af en amerikansk institution mod abort. Den automatiske reaktion er demonstrationer til fordel for fri abort og den sædvanlige floskel om, at kvinder har ret til at bestemme over deres egen krop.
Hvor ville det være befriende, hvis det for en gangs skyld kunne blive behandlet lidt mere nuanceret og med respekt for mennesker, hvis tro og overbevisning byder dem at sige fra til ting, de ikke med deres samvittighed kan stå inde for.
Hvordan man overhovedet forbigå i tavshed, at en jordemoders job er at bringe liv sikkert til verden, ikke at slå det ihjel.
Alle de sædvanlige argumenter er endnu engang blevet bragt til torvs i medierne, som at forbud mod eller hindring af abort er mænds måde til at få magt over kvinder ved at hindre dem i adgang til fri abort. Magen til vrøvl skal man da lede efter i 2017!
Hvis kvinder vil bestemme over deres egen krop, hvilket de naturligvis er berettiget til, så har de en række præventionsmetoder til rådighed, der yder tæt på 100% sikkerhed, og intet forhindrer en kvinde i at kræve, at manden benytter prævention.
Man er også nødt til at se på hvilken form for samfund, vi har udviklet, for når man undersøger årsagerne til abort, så er forklaringen ikke kun, at det er ubelejligt for moderen at få et barn, eller at hun ikke har helbred til at føde endnu et barn; årsagen er meget ofte modviljen mod at føde et handikappet barn eller bare frygten for, at barnet kan være handikappet ved fødslen, og så vælger man aborten for en sikkerheds skyld.
I nogle tilfælde er der så tale om så svære handikaps at lægen allerede på forhånd kan fastslå, at barnet, hvis det fødes, ikke vil overleve, og i andre tilfælde er der tale om handikaps, som kan afhjælpes ved operation efter fødslen eller om handikaps som Down’s syndrom, hvor barnet måske ikke kan få det samme liv og livsindhold som andre børn, men alligevel er til stor glæde for dets familie.
Det er en farlig brug og smid væk tendens, der er fremherskende, og som også er kommet til at omfatte mennesker, der ikke i enhver henseende lever op til det rige samfunds perfektionistiske krav, og vi undergraver os selv som samfund, hvis vi systematisk indretter sundhedsvæsenet på, at aborter er en rettighed, som man har og oven i købet i et antal, som man selv bestemmer.
Måske er det også værd at overveje, at der er forældre, som mister deres børn tidligt i livet på grund af sygdom, børn, som de havde ønsket sig, elsket og ville have givet alt for at beholde, og som ville have meget svært ved at forstå, hvordan man kan tage et barns liv, endnu inden det er født. Vi kan bl.a. lære af mange af H.C. Andersens eventyr, at selv det mindste liv, det fattige, syge barn, selv den uanseligste blomst har værdi for Gud.
Heldigvis er holdningen til fri abort langsomt ved at ændre sig fra bare at være en hævdvunden rettighed. I 1970erne, hvor kvindefrigørelsen var på sit højeste, havde kvinder ingen skrupler ved at få den ene provokerede abort efter den anden i stedet for at bruge den prævention, der også var til rådighed på den tid. Hvis de havde skrupler, blev de måske undertrykt af veninder, søstre eller mødre, der gjorde opmærksom på, at kvindens krop er hendes egen, som hun frit kan bestemme over, uanset hvad manden måtte mene.
Mange kvinder siger i interviews, at de som følgevirkning af abort har lidt af depression, angst og selvmordstanker. Andre har følt sig værdiløse eller har følt, at de var en anden person bagefter, fordi de havde lukket ned for deres følelsesliv for at komme igennem oplevelsen. En del kvinder forbandt ikke i første omgang deres lidelser med aborten, det kom først frem senere f.eks. i psykologbehandling.
Problemerne kan også for alvor dukke op adskillige år senere, hvor kvinden gerne vil have børn, men ikke kan få det, enten fordi hun nu har ventet for længe eller fordi tidligere aborter har medført komplikationer, der gør det sværere at blive gravid igen.
Abort bruges desværre også (om ikke i Danmark, så i andre lande) til at skaffe sig af med et barn af uønsket køn, dvs. med et pigefoster. Når man ser på det ene køn som værende mindre nyttigt end det andet, er der tale om et værdiskred af dimensioner. Så er mennesker blevet en vare blandt andre varer.
Det er også almindeligt, at fortalere for abort tager det forbehold, at graviditet som følge af voldtægt skal give ret til abort, for kan man forestille sig nogen kvinde ønske at føde, endsige beholde en voldtægtsmands barn.
I den prisbelønnede film ”Room” fra 2015 føder en kvinde, der er blevet kidnappet og holdes indespærret af forbryderen, dennes søn under fangenskabet. Det lykkes hende at flygte med drengen, da han er fem år gammel til en verden udenfor, der er totalt ukendt for barnet, og det er tankevækkende, at kvinden elsker dette barn og ikke overvejer at forlade det, da hun flygter. Kærlighed kender ingen grænser er filmens undertitel.
Der er intet at sige til forsvar for voldtægt, og det er yderst forståeligt, hvis en kvinde vælger abort efter at have været udsat for voldtægt, men hvis man mener, at ethvert foster, der er resultatet af en voldtægt, skal aborteres, giver det ikke mening at tale om retten til liv.
Man har også argumenteret, at et foster ikke er et menneske, og hvis man ikke godtager, at livet er en Guds gave – kan man jo vælge en mere videnskabelig forklaring – og tænke på at et foster er et unikt menneske med eget DNA, som ikke skabes med fødslen, men som er der fra undfangelsen og forbliver dette unikke menneskes livet igennem.
Der er god grund til at informere unge piger om konsekvenserne af en provokeret abort og i stedet gøre dem opmærksom på de former for prævention, der er til rådighed, og hvoraf flere af dem er en bedre beskyttelse også mod andre ting.
At aborttallet i Danmark er faldet fra 28.000 pr år i 1975 til 15.000 pr år i 2015 er glædeligt, men det nuværende antal er stadig værd at bringe ned. Selvfølgelig kan der være tilfælde, hvor abort er den bedste løsning, og så skal den mulighed også være til rådighed, men den bør kræve lægelig og socialfaglig rådgivning forinden, og den må aldrig bare være en rettighed, man kan påberåbe sig.
Hvis du ser på dit eget liv med alt hvad det rummer og har rummet af godt og skidt, ville du så have stor sympati og forståelse for din mor, hvis hun i stedet for at have født dig, havde valgt en abort?
Uddrag af bogen “Vend det om”
