Forfatter: Birgit Berggrensson

Det er nok kun personer, der var mindst ti år gamle i maj 1945, der stadig husker, hvad det betød, at Danmark blev befriet for den tyske besættelsesmagt og fik sin frihed som nation tilbage. Disse personer hører ikke mere til de yngste, og det er vigtigere end nogensinde at videregive betydningen af frihed til de næste generationer. Dagen den 4. maj burde være national helligdag.

Frihed handler ikke bare om at kunne rejse ud af sit land, det handler også om at kunne rejse ind igen, og det handler derudover om at være fri til at tænke og ytre sig, frit at kunne vælge uddannelse, erhverv og ægtefælle, frit at tilhøre den religion, man selv har valgt og frit at kunne stemme uafhængigt i et demokratisk samfund.

Den vigtigste frihed er ytringsfriheden og alle, der har kendt til forholdene i de lande, der indtil 1989 befandt sig bag jerntæppet, ved hvad det betyder at være bange for at sige hvad man mener, selv til ægtefælle, børn eller nære venner, fordi man aldrig vidste,hvem der kunne være hvervet til at angive én.

I de sidste år inden murens fald søgte folk i DDR i større og større antal til kirkerne for at kunne tale frit, og præsterne gav dem det meget kloge råd, at de skulle tænke som om de var frie og leve som om de var frie. Det er på den måde, alle lænker falder, for man er fri, når man husker, at ånden altid er fri.

Herhjemme udtrykte arkitekten og digteren Poul Henningsen det på næsten samme måde i 1940 i sangen “Man binder os på mund og hånd, men man kan ikke binde ånd, og ingen er fangne, når tanken er fri.”

Vi fejrer 4. maj ved at sætte levende lys i vinduerne for at huske, at det var lyset, der sejrede over mørket. Frihed er ikke nogen selvfølge, men noget der skal kæmpes for hver eneste dag livet igennem. Ved fejringer af befrielsen synges som afslutning den dag i dag salmen “Altid frejdig” og sidste vers synges stående og lyder:
“Kæmp for alt, hvad du har kært
dø om så det gælder,
da er livet ej så svært,
døden ikke heller.”

En fortælling om håb og trøst af Eyvind Skeie

Det kan være svært at forklare børn, hvad døden er, og hvad der sker med os efter døden, så et barn kan forstå det og have et billede af, hvad der sker med et barn, når det dør.
Denne smukke og rørende beretning (i min oversættelse) kan være en hjælp for den voksne. Brug den, hvis du har lyst!

“Jeg ved ikke, hvordan jeg skal bære mig ad med at fortælle dette, for det er ikke et eventyr, og alligevel er det netop et eventyr. Det er ikke sket, men det sker alligevel hele tiden. Det handler om noget, som du har kendt, og alligevel handler det ikke om nogen, du kender.

Ganske tæt på dig findes en dal, som du ikke ser. Du ser den ikke, førend du kommer ind i den, og når du kommer ind i den, ved du ikke, at du har været der, førend du ikke er der længere.

Jeg tænker på Den Mørke Dal. Somme tider kaldes den Døden, men jeg har altid kaldt den for Den Mørke Dal. Det gør jeg, fordi den er noget, som du må gå igennem, og når du er gået igennem den, er du ikke længere sådan som din mor og far, dine brødre og søstre, naboer og venner husker dig. Du bliver anderledes i Den Mørke Dal, og det vil jeg gerne fortælle dig lidt om.

Den Mørke Dal er helt tæt på dig hele tiden, du ser den bare ikke. Du ser ikke Den Mørke Dal førend du skal lige til at gå ind i den, og det sker, når du dør.

Det er lidt svært at forklare, men de, der dør, tager ligesom et skridt til siden, og straks er de i Den Mørke Dal. De kan ikke bestemme, om de vil gå derind eller ikke, og ingen kan hente dem tilbage fra Den Mørke Dal. Stierne i Den Mørke Dal går kun i én retning, og du kan ikke vende om og gå tilbage, når du én gang er kommet ind.

I begyndelsen er Den Mørke Dal kun mørk. De kan ske, at de, der går der, græder lidt, for det kan være svært pludseligt at være ved siden af sig selv og inde i dalens skygger.

Jeg siger skygger, for dalen er ikke helt mørk. Havde den været kulsort, ville det have været umuligt at komme frem i den, men der er et lys i Den Mørke Dal, og det vil jeg fortælle om lidt længere fremme.

De, som går der, græder måske lidt i begyndelsen. Men efter et stykke tid, når de er kommet længere ind i dalen, holder de op med at græde. Jeg tror, at de på en måde glemmer, hvorfor de græd. De glemmer, at de har taget et skridt til siden, de glemmer alt det, der gjorde ondt, de mærker kun, at stien pludselig går lidt opad, og så ser de mere og mere af lyset.

Og nu må jeg fortælle dig om lyset i Den Mørke Dal.
Men jeg kan ikke sige noget om lyset uden at fortælle om ham, der altid venter. Jeg kalder ham bare Ham Der Altid Venter. Det er jo et underligt navn, men jeg er helt sikker på at han synes om netop det navn. For det er just det han gør – han venter altid.

Der hvor Den Mørke Dal ender, åbner en stor eng sig. Den hedder Sommerengen, tror jeg, for der er det altid sommer. Nogle mennesker synes nok, at det lyder trist, at det altid er sommer i Sommerengen, for der findes jo nogen, som bedre kan lide foråret eller vinteren eller efteråret end sommeren.

Men i landet, der ligger i slutningen af Den Mørke Dal er der meget, som er anderledes end hos os. Der følger årstiderne ikke efter hinanden, sådan som du og jeg er vant til. Nej, årstiderne i det land befinder sig ved siden af hinanden. På den ene side af Sommerengen ligger forårets haver, på den anden side en stor park, som kaldes Høstens udbytte, og endnu længere borte kan du gå lige ind i Vinterskoven.

Nu forstår du måske, at i det land kan du selv vælge, hvilken årstid du helst vil bo i. Du kan gå direkte fra Sommerengen til Vinterskoven eller Forårshaverne, og hvis du bliver sulten, kan du tage en lille tur til Høstens udbytte og hente en lækker pære eller en appelsin, og alt det kan du gøre på en enkelt dag. Det er for resten aldrig nat i det land, det er altid dag.

Den Mørke Dal munder altså ud i Sommerengen. Det gør den, fordi det er så skønt at komme ud i det varme sommerland, når du er gået igennem skyggerne i dalen. Så bliver du straks varm.
Der er for resten ganske mange, som lægger sig ned og sover en stund, så snart de er kommet til Sommerengen. De lægger sig bare ned i græsset, og selvom de sover midt i solen, bliver de ikke forbrændte. De bliver bare så herligt varme og drømmer så dejligt.

Men nu må jeg ikke glemme at fortælle mere om Ham Som Altid Venter. Han er nemlig den allervigtigste at fortælle om.
Han står altid ved udgangen fra Den Mørke Dal. Hans øjne søger langs skyggerne derinde, for han venter på alle, som går gennem dalen.
Sammen med ham står tre engle. De skal hjælpe ham og er parate til at gøre alt hvad han beder dem om at gøre.

Den første engel hedder Lysets Engel. Måske har du engang set et fyr, når du har været ude på havet. Uden skæret fra fyret ved man jo ikke, hvordan man skal styre båden for at komme til det rette sted, og Lysets engel er næsten som sådan et fyr.

Kom, jeg kan høre nogen, siger Han Som Altid Venter til Lysets Engel. Så stiller Lysets Engel sig i åbningen til Den Mørke Dal og sender sine lysstråler langt ind i mørket.
De, der går gennem dalen, ser lyset og så ved de, hvor de skal gå.

Hyssh, siger Han Som Altid Venter, jeg hører fodtrin. Det er et lille barn, der kommer. Lysets Engel, lys stærkere! Lys varmere, vis barnet vejen!

Og hver gang et lille barn kommer, går Lysets Engel helt ind i Den Mørke Dal. Lyset er så stærkt, at skyggerne forsvinder, og det bliver næsten dag i Den Mørke Dal.
Det lille barn ser lyset og skynder sig frem mod det.
Så smiler Han Som Altid Venter.
Han strækker armene frem mod barnet, men det kan barnet ikke se endnu, for lyset er så stærkt, og barnet er endnu langt borte i Den Mørke Dal.

Han Som Altid Venter beder så den anden engel komme. Det er Håbets Engel. Nu ved du måske ikke, hvad håb er for noget, men det vil jeg gerne fortælle dig. Et håb er noget, som gør dig glad og giver dig lyst til at gå videre i Den Mørke Dal.

Han Som Altid Venter ved, at barnet kan blive træt af at gå så langt, og han beder derfor Håbets Engel om at komme og spille på sin fløjte.
Håbets Engel har nemlig en fløjte og når englen spiller på den, er det som om alle verdens fugle boede inde i fløjten. Og når han spiller, flyver de ud med deres smukke sang.
De flyver helt hen til barnet, som går i Den Mørke Dal og så begynder barnet at huske. Det husker sommeren og fuglene, og det husker, at det har løbet i græsset og leet og leget.

Men nu sagde jeg for lidt siden, at i Den Mørke Dal kan du ikke vende om og gå tilbage. Du kan ikke gå baglæns og derfor kan du heller ikke huske baglæns. Det lyder meget underligt, men når du ikke kan huske baglæns, må du i stedet huske forlæns og det er netop hvad barnet gør. Når det hører fløjtemusikken og ser lyset, husker det forlæns og så tænker det: – Jeg må skynde mig hen til musikken, for der er et sted, hvor jeg kan være glad, hvor sommeren og glæden befinder sig.
Så begynder barnet at løbe og fødderne, som var så trætte, får på én gang nye kræfter.

Men hvis barnet er meget lille, så kan det ske, at det ikke orker at løbe ret længe. Så selv om Lysets Engel lyser så klart den kan, og Håbets Engel spiller så kraftigt og smukt som muligt, kan det alligevel ske, at barnet bliver træt og ikke orker at løbe mere.
Måske sætter det sig ned for at hvile, og måske falder det også i søvn.

Ved du, hvad der så sker? Det vil jeg fortælle dig. Så går Han Som Altid Venter ind i Den Mørke Dal. Han er den eneste, som kan gå i modsat retning og møde den, som kommer. Ja, somme tider sker det at der kommer små børn, som endnu ikke har lært at gå. Så må Han Som Altid Venter skynde sig gennem hele dalen for at hente dem, og så bærer han dem varsomt gennem Den Mørke Dal og lægger dem forsigtigt ned i græsset i Sommerengen.

Og ved du, hvad han gør, når han går gennem Den Mørke Dal? Han synger! Hvis børnene sover, synger han vuggeviser for dem, og hvis de er vågne, synger han glade sange om alt det, der findes i Sommerengen, i Forårshaverne, i Vinterskoven og i Høstens Udbytte.

Børnene ser ham komme fra samme sted som lyset. Og barnet bliver ikke forskrækket, det græder heller ikke, for barnet ved, at han som kommer fra lyset, kommer med noget godt.

Og netop når Han Som Altid Venter bøjer sig ned og løfter barnet op, smiler barnet til ham. Jeg tror
Næsten at barnet genkender ham, selvom det aldrig har set ham før. Det er som om barnet dybt inde i sig husker, at nogen har løftet det op og holdt om det, at nogen på et sted langt borte holdt af det. Barnet husker, at det har været et sted forinden, hvor man kunne synge og lege og sove trygt, når man var træt.

Jeg tror, at du forstår, hvor det sted er, for det er hjemme hos barnet, hvor det boede indtil det tog et skridt til siden og gik ind i Den Mørke Dal. Hjemme hos barnet er de meget kede af det, de græder og sørger, og netop derfor må jeg fortælle om Ham Som Altid Venter.

Det er ham, der løfter barnet op og bærer det med sig. Så tror jeg helt sikkert, at barnet sover. Det sover og drømmer, at det bliver båret ind i lyset og lægges ned i solvarmen på Sommerengen, og når det vågner er drømmen virkelig, for det er jo netop, hvad der er sket.

Han Som Altid Venter sidder ved siden af barnet. Du kan udmærket kalde ham ”Han Som Aldrig Sover” for han sover aldrig, han er altid vågen. Han står der, hvor Den Mørke Dal ender og Sommerengen begynder og venter på alle, der kommer. Men den første gang et barn sover i græsset på Sommerengen, sidder han helt tæt ved barnet og våger over det, selvom der ikke findes noget, der er farligt der på engen.
Når barnet vågner, ser han på det og smiler. Han kærtegner barnets kind med hånden, og hånden er varm og let som en fuglevinge.

Så ser barnet, at Han Som Altid Venter græder. Der falder store tårer fra hans øjne. Barnet husker ikke mere, hvad det græd for, for på Sommerengen er der ingen, der græder, der er alt bare sang og glæde. Men barnet græder sammen med Han Som Altid Venter, det græder over noget, som det ikke længere ved hvad er.

Du og jeg ved hvorfor barnet græder. Det græder fordi det ikke mere er der, hvor det altid har været før, hjemme hos mor og far. Men barnet husker det jo ikke længere, det er bare os, der græder når nogen tager et skridt til siden og er død. De der er gået igennem Den Mørke Dal, er på den anden side af al gråd og alle skygger.

Men Han Som Altid Venter husker, hvordan det var før. Han ved besked om os, der bor på denne side af Den Mørke Dal og derfor græder han med os, samtidig med at han tørrer barnets tårer og lokker det til at smile igen.

Det er her den tredje engel kommer. Han Som Altid Venter kalder aldrig på den engel. Det behøver han ikke, for den engel kommer, så snart Han Som Altid Venter græder. Så kommer den engel og stiller sig helt tæt på Han Som Altid Venter, så tæt, at den får alle tårerne på sig, ja så tæt, at den kan høre hjertet slå hos Han Som Altid Venter.

Den engel hedder Trøstens Engel.
Han Som Altid Venter taler aldrig med Trøstens Engel. Men når Trøstens Engel har stået helt tæt på Han Som Altid Venter og mærket hans tårer og hørt hans hjerte slå, så begynder han at gå. Den engel går så stille, så stille, at man næsten ikke kan høre den, men når den har været hos dig, holder du måske op med at græde efter en stund. Og måske hører du en dag, at Håbets Engel spiller for dig, og en nat ser du til sidst at Lysets Engel også lyser i din mørke dal.

Efter at Trøstens Engel er gået – og jeg tror nok at du ved hvor den engel er på vej hen – sidder Han Som Altid Venter en tid ved siden af barnet.
Jeg tror, at barnet kryber op i hans favn, og måske falder i søvn igen og drømmer lidt inden det vågner helt og holdent.

Han Som Altid Venter ser på barnet.

”Du er Ingvil” siger han, hvis det nu er barnets navn.

Så husker barnet sit navn. Det rejser sig og smiler og tager Han Som Altid Venter i hånden.

”Og du er Jesus!” Siger Ingvil højt, inden han slipper hans hånd og løber barfodet ud i Sommerengen.”

I Sverige kører i øjeblikket en sag om en jordemoder, der ikke vil tvinges til at udføre aborter for at beholde sit job og som har fået stor økonomisk støtte til at betale de juridiske omkostninger af en amerikansk institution mod abort. Den automatiske reaktion er demonstrationer til fordel for fri abort og den sædvanlige floskel om, at kvinder har ret til at bestemme over deres egen krop.

Hvor ville det være befriende, hvis det for en gangs skyld kunne blive behandlet lidt mere nuanceret og med respekt for mennesker, hvis tro og overbevisning byder dem at sige fra til ting, de ikke med deres samvittighed kan stå inde for.

Hvordan man overhovedet forbigå i tavshed, at en jordemoders job er at bringe liv sikkert til verden, ikke at slå det ihjel.

Alle de sædvanlige argumenter er endnu engang blevet bragt til torvs i medierne, som at forbud mod eller hindring af abort er mænds måde til at få magt over kvinder ved at hindre dem i adgang til fri abort. Magen til vrøvl skal man da lede efter i 2017!

Hvis kvinder vil bestemme over deres egen krop, hvilket de naturligvis er berettiget til, så har de en række præventionsmetoder til rådighed, der yder tæt på 100% sikkerhed, og intet forhindrer en kvinde i at kræve, at manden benytter prævention.

Man er også nødt til at se på hvilken form for samfund, vi har udviklet, for når man undersøger årsagerne til abort, så er forklaringen ikke kun, at det er ubelejligt for moderen at få et barn, eller at hun ikke har helbred til at føde endnu et barn; årsagen er meget ofte modviljen mod at føde et handikappet barn eller bare frygten for, at barnet kan være handikappet ved fødslen, og så vælger man aborten for en sikkerheds skyld.

I nogle tilfælde er der så tale om så svære handikaps at lægen allerede på forhånd kan fastslå, at barnet, hvis det fødes, ikke vil overleve, og i andre tilfælde er der tale om handikaps, som kan afhjælpes ved operation efter fødslen eller om handikaps som Down’s syndrom, hvor barnet måske ikke kan få det samme liv og livsindhold som andre børn, men alligevel er til stor glæde for dets familie.

Det er en farlig brug og smid væk tendens, der er fremherskende, og som også er kommet til at omfatte mennesker, der ikke i enhver henseende lever op til det rige samfunds perfektionistiske krav, og vi undergraver os selv som samfund, hvis vi systematisk indretter sundhedsvæsenet på, at aborter er en rettighed, som man har og oven i købet i et antal, som man selv bestemmer.

Måske er det også værd at overveje, at der er forældre, som mister deres børn tidligt i livet på grund af sygdom, børn, som de havde ønsket sig, elsket og ville have givet alt for at beholde, og som ville have meget svært ved at forstå, hvordan man kan tage et barns liv, endnu inden det er født. Vi kan bl.a. lære af mange af H.C. Andersens eventyr, at selv det mindste liv, det fattige, syge barn, selv den uanseligste blomst har værdi for Gud.

Heldigvis er holdningen til fri abort langsomt ved at ændre sig fra bare at være en hævdvunden rettighed. I 1970erne, hvor kvindefrigørelsen var på sit højeste, havde kvinder ingen skrupler ved at få den ene provokerede abort efter den anden i stedet for at bruge den prævention, der også var til rådighed på den tid. Hvis de havde skrupler, blev de måske undertrykt af veninder, søstre eller mødre, der gjorde opmærksom på, at kvindens krop er hendes egen, som hun frit kan bestemme over, uanset hvad manden måtte mene.

Mange kvinder siger i interviews, at de som følgevirkning af abort har lidt af depression, angst og selvmordstanker. Andre har følt sig værdiløse eller har følt, at de var en anden person bagefter, fordi de havde lukket ned for deres følelsesliv for at komme igennem oplevelsen. En del kvinder forbandt ikke i første omgang deres lidelser med aborten, det kom først frem senere f.eks. i psykologbehandling.

Problemerne kan også for alvor dukke op adskillige år senere, hvor kvinden gerne vil have børn, men ikke kan få det, enten fordi hun nu har ventet for længe eller fordi tidligere aborter har medført komplikationer, der gør det sværere at blive gravid igen.

Abort bruges desværre også (om ikke i Danmark, så i andre lande) til at skaffe sig af med et barn af uønsket køn, dvs. med et pigefoster. Når man ser på det ene køn som værende mindre nyttigt end det andet, er der tale om et værdiskred af dimensioner. Så er mennesker blevet en vare blandt andre varer.

Det er også almindeligt, at fortalere for abort tager det forbehold, at graviditet som følge af voldtægt skal give ret til abort, for kan man forestille sig nogen kvinde ønske at føde, endsige beholde en voldtægtsmands barn.
I den prisbelønnede film ”Room” fra 2015 føder en kvinde, der er blevet kidnappet og holdes indespærret af forbryderen, dennes søn under fangenskabet. Det lykkes hende at flygte med drengen, da han er fem år gammel til en verden udenfor, der er totalt ukendt for barnet, og det er tankevækkende, at kvinden elsker dette barn og ikke overvejer at forlade det, da hun flygter. Kærlighed kender ingen grænser er filmens undertitel.

Der er intet at sige til forsvar for voldtægt, og det er yderst forståeligt, hvis en kvinde vælger abort efter at have været udsat for voldtægt, men hvis man mener, at ethvert foster, der er resultatet af en voldtægt, skal aborteres, giver det ikke mening at tale om retten til liv.

Man har også argumenteret, at et foster ikke er et menneske, og hvis man ikke godtager, at livet er en Guds gave – kan man jo vælge en mere videnskabelig forklaring – og tænke på at et foster er et unikt menneske med eget DNA, som ikke skabes med fødslen, men som er der fra undfangelsen og forbliver dette unikke menneskes livet igennem.

Der er god grund til at informere unge piger om konsekvenserne af en provokeret abort og i stedet gøre dem opmærksom på de former for prævention, der er til rådighed, og hvoraf flere af dem er en bedre beskyttelse også mod andre ting.

At aborttallet i Danmark er faldet fra 28.000 pr år i 1975 til 15.000 pr år i 2015 er glædeligt, men det nuværende antal er stadig værd at bringe ned. Selvfølgelig kan der være tilfælde, hvor abort er den bedste løsning, og så skal den mulighed også være til rådighed, men den bør kræve lægelig og socialfaglig rådgivning forinden, og den må aldrig bare være en rettighed, man kan påberåbe sig.

Hvis du ser på dit eget liv med alt hvad det rummer og har rummet af godt og skidt, ville du så have stor sympati og forståelse for din mor, hvis hun i stedet for at have født dig, havde valgt en abort?

Uddrag af bogen “Vend det om”

Man kan sikkert føle sig inspireret og begynde at tænke efter for at finde frem til hvad man længes efter i livet.

At påstå at alt er muligt, er forkert – for sådan er det jo ikke. Påstanden forudsætter, at alle har samme forudsætninger, og at det derfor er op til den enkelte hvor meget man klarer.

Tal her om pålæggelse af skyld! Hvis man har en drøm og vil virkeliggøre den, er det selvfølgelig alle tiders, hvis man forsøger, men der er ingen garantier for at komme i mål. Og har man med sig ”at alt er muligt” er det let at føle sig mislykket i stedet for at glæde sig over, at man har afprøvet sine vinger. Der er også en stakåndet opfordring til at vi hele tiden skal være i gang, i bevægelse, se nye muligheder. Men at realisere sig selv handler lige så meget om at stå stille, at give sig selv pusterum og hvile. Indre udvikling handler sjældent om at jage efter den.

Det er mere konstruktivt at tænke, at alle har muligheder ud fra deres specifikke forudsætninger.

”Vi kommer ud for det vi har brug for – for vores indre udviklings skyld”

Denne udtalelse kan måske give styrke til personer, som har været ud for noget svært og ikke vil sidde fast i offerfølelser og bitterhed.

Men det er en farlig tanke at der skulle findes en slags overmagt som bestemmer hvad vi kommer ud for i livet. Egentlig er det forfærdeligt. Hvordan skulle nogen ”ha brug for” at blive udsat for svære tab, vold, forfølgelse, dysfunktionelle forældre, krig eller sygdom? Det antyder også at de, der går gennem livet uden større kriser eller modgang skulle være mere udviklede fra begyndelsen?

Hvem der kommer ud for hvad, er rent tilfælde og udenfor vores kontrol. Retfærdighed eller uretfærdighed, livet rammer os. Hvis man oplever et tab, er det vigtigt at tillade sig selv at føle præcis det man føler. Man skal ikke kræve af sig selv, at man også skal være taknemmelig – fordi man nu har fået sin chance i livet til udvikling. Det fører bare til skyldfølelser og til, at man ikke tillader sig selv at være i sorgen.

For nogle kan det nok give inspiration og mod at begynde at reflektere over hvilke drømme og behov man har.

Men hvis jeg skal blive mit sande jeg, hvem er jeg så nu? Er jeg usand og uægte? Her mener man, at der skulle findes en indre autentisk kerne, som vi skal forsøge at finde, men en sådan findes ikke! Vi har en masse bevidste og ubevidste tanker, følelser og erfaringer – alle tilhører os og de er hverken sande eller usande. Desuden forandrer vi os hele tiden.

Spørgsmålet er hvad der sker inden i os, hvis vi tænker ”egentlig er jeg en person, der føler glæde” – når vi slet ikke føler os glade. Jo, vi forsøger at fortrænge de tanker og følelser, som ikke passer ind. Og det bliver jo lige det modsatte af at være os selv.

AT have et målbillede af, hvad man vil opnå er første skridt til at begynde at handle for at nå målet.

Loven om tiltrækning, dvs. at hvis vi tænker tilstrækkeligt meget på noget så kommer det til at ske i virkeligheden, er en tese, der fremføres i Rhonda Byrnes bog The Secret.

Men der er ingen magisk kraft som gør, at vi tiltrækker det vi tænker meget på. Vi kan sidde derhjemme og tænke på en masse positive ting, der sker ikke noget af den grund. Det er handlingen, der er afgørende for at nå et mål, ikke tanken! Vi skaber også unødig ængstelse, hvis vi tror, at vi kan få en bestemt sygdom fordi vi tænker på den. Desuden giver det skyldfølelse: At man skulle være ramt af dårlig økonomi eller anden ulykke fordi man havde været urolig for netop dette, er en frygtelig tanke.

Visse mennesker kan nok med fordel reflektere over om der er et alternativ til tanker, de ikke får det godt af.

At kræve af sig selv at se noget positivt i alt, er ikke rimeligt. Det bliver ekstremt kvælende og får ofte den modsatte effekt. Er man ked af det, er det jo ingen hjælp at tænke ”se det positive” for der er måske ikke noget! Vi skal turde erkende, at visse ting bare er smadderhårde, at det er som det er.

Man kan ikke springe over f.eks. sorg. Det eneste der sker, er at vi risikerer nedstemthed og skam over at vi ikke orker at være så positive, som vi føler at vi burde være. Det er ved at acceptere og finde hvile i det som er, at vi så småningom giver signaler til hjernen om at alt er ok, at faren er drevet over. På den måde opbygger vi en indre tryghed – ikke gennem at forsøge at presse os selv ind i hægter.

For en del kan det nok føles trøsterigt –

Men det giver en antydning af, at der er en verdensorden som har bestemt, at alt sker af en magisk, vag grund. Det bliver jo som en hån at sige til nogen, der har oplevet noget svært, at ”alt har en mening”. Det bliver vældigt krævende og skyldbelagt at tænke, at det er rigtigt at føle på en bestemt måde og forkert at føle på en anden.

 Alt har ikke en mening. Visse ting, der sker, er helt meningsløse. Og det er vigtigt at tillade sig selv at føle præcis sådan som det er. Efterhånden kan man måske begynde at tænke over hvordan man kan finde en ny mening ud fra tilværelsen, sådan som den nu ser ud. Men det er en helt anden tilgang. Personligt tror jeg, at ”alt har en mening” er en efterrationalisering. Ikke altid, men ganske ofte kan man jo bagefter se, at barske perioder også førte til noget godt.

Den schweiziske forfatter Max Frisch’s fortælling om Biedermann og brandstifterne er værd at genopdage, da den både i fortid og nutid er en advarsel om ikke at være så godtroende, at man først for sent opdager den fare, man befinder sig i.

Fortællingen begynder med at beskrive den frygt Biedermann og byens øvrige beboere nærer for de mange brandstiftere, der huserer; de er panisk angste for at også deres hus skal blive brændt ned, sådan som det sker for dem, de læser om i avisen.

Da en hjemløs bissekræmmer opsøger Biedermann, beder han tjenestepigen afvise ham, men det kan hun ikke få sig selv til og nævner ”medmenneskelighed”. Jeg er jo ikke noget umenneske, siger Biedermann til sig selv, men ingen kommer ind i mit hus. Manden overhører alle protester og går lige ind i stuen. Han påstår, at han kun ønskede at komme i tørvejr for regnen, og Biedermann, der som sagt ikke er noget umenneske, byder ham et glas vin. Manden begynder at kræve ind: pølse, agurker, brød og et sted at sove. Loftet vil være fint, siger han, jeg er vant til at ligge ubekvemt fra fængslet. Biedermann overhører alle advarsler og lukker ham ind på loftet. Dagen efter kommer en af den hjemløses venner og de bærer benzindunke op på loftet.

Konens mistanke overhører Biedermann også og forsikrer, at manden på loftet ikke er nogen brandstifter. Da man jo skal vise medmenneskelighed, fortsætter han med at beværte indflytterne, som kræver mere og mere ind. Selv da de foreslår en stor middag reagerer Biedermann ikke med at sige nej eller spørge, hvad der foregår. Til konens advarsler svarer han, at de kun skaffer sig fjender i de indflyttede mænd, hvis de anmelder dem. Mændene bærer klude op på loftet som antændingsmateriale og mangler nu kun tændstikker. Dem får de efter den storslåede middag af Biedermann, som accepterer deres forklaring om, at de ikke selv har tændstikker, fordi de jo ikke er brandstiftere.

Huset bliver sat i brand, hvilket ikke kan forbavse nogen. Brandstifterne lagde ikke engang skjul på deres hensigter, det var de godtroende beboere, der ville vise medmenneskelighed, der blev brandstifternes ofre.

Max Frisch havde nazismen i tankerne, da han beskrev den snigende fare, men situationen er den samme i dag. I medmenneskelighedens og tolerancens navn ignorerer mange mennesker, at der er mennesker iblandt os, der ikke vil os noget godt og som rent faktisk ikke lægger skjul på, at de ad bagvejen gør alt, hvad de kan for at ændre vores samfund for bestandigt. De er i fuld gang med at bære benzindunkene ind og har ikke svært ved at finde klude til antænding. Er vi villige til selv at give dem tændstikkerne i medmenneskelighedens navn?