Den schweiziske forfatter Max Frisch’s fortælling om Biedermann og brandstifterne er værd at genopdage, da den både i fortid og nutid er en advarsel om ikke at være så godtroende, at man først for sent opdager den fare, man befinder sig i.
Fortællingen begynder med at beskrive den frygt Biedermann og byens øvrige beboere nærer for de mange brandstiftere, der huserer; de er panisk angste for at også deres hus skal blive brændt ned, sådan som det sker for dem, de læser om i avisen.
Da en hjemløs bissekræmmer opsøger Biedermann, beder han tjenestepigen afvise ham, men det kan hun ikke få sig selv til og nævner ”medmenneskelighed”. Jeg er jo ikke noget umenneske, siger Biedermann til sig selv, men ingen kommer ind i mit hus. Manden overhører alle protester og går lige ind i stuen. Han påstår, at han kun ønskede at komme i tørvejr for regnen, og Biedermann, der som sagt ikke er noget umenneske, byder ham et glas vin. Manden begynder at kræve ind: pølse, agurker, brød og et sted at sove. Loftet vil være fint, siger han, jeg er vant til at ligge ubekvemt fra fængslet. Biedermann overhører alle advarsler og lukker ham ind på loftet. Dagen efter kommer en af den hjemløses venner og de bærer benzindunke op på loftet.
Konens mistanke overhører Biedermann også og forsikrer, at manden på loftet ikke er nogen brandstifter. Da man jo skal vise medmenneskelighed, fortsætter han med at beværte indflytterne, som kræver mere og mere ind. Selv da de foreslår en stor middag reagerer Biedermann ikke med at sige nej eller spørge, hvad der foregår. Til konens advarsler svarer han, at de kun skaffer sig fjender i de indflyttede mænd, hvis de anmelder dem. Mændene bærer klude op på loftet som antændingsmateriale og mangler nu kun tændstikker. Dem får de efter den storslåede middag af Biedermann, som accepterer deres forklaring om, at de ikke selv har tændstikker, fordi de jo ikke er brandstiftere.
Huset bliver sat i brand, hvilket ikke kan forbavse nogen. Brandstifterne lagde ikke engang skjul på deres hensigter, det var de godtroende beboere, der ville vise medmenneskelighed, der blev brandstifternes ofre.
Max Frisch havde nazismen i tankerne, da han beskrev den snigende fare, men situationen er den samme i dag. I medmenneskelighedens og tolerancens navn ignorerer mange mennesker, at der er mennesker iblandt os, der ikke vil os noget godt og som rent faktisk ikke lægger skjul på, at de ad bagvejen gør alt, hvad de kan for at ændre vores samfund for bestandigt. De er i fuld gang med at bære benzindunkene ind og har ikke svært ved at finde klude til antænding. Er vi villige til selv at give dem tændstikkerne i medmenneskelighedens navn?
