Det er nok kun personer, der var mindst ti år gamle i maj 1945, der stadig husker, hvad det betød, at Danmark blev befriet for den tyske besættelsesmagt og fik sin frihed som nation tilbage. Disse personer hører ikke mere til de yngste, og det er vigtigere end nogensinde at videregive betydningen af frihed til de næste generationer. Dagen den 4. maj burde være national helligdag.
Frihed handler ikke bare om at kunne rejse ud af sit land, det handler også om at kunne rejse ind igen, og det handler derudover om at være fri til at tænke og ytre sig, frit at kunne vælge uddannelse, erhverv og ægtefælle, frit at tilhøre den religion, man selv har valgt og frit at kunne stemme uafhængigt i et demokratisk samfund.
Den vigtigste frihed er ytringsfriheden og alle, der har kendt til forholdene i de lande, der indtil 1989 befandt sig bag jerntæppet, ved hvad det betyder at være bange for at sige hvad man mener, selv til ægtefælle, børn eller nære venner, fordi man aldrig vidste,hvem der kunne være hvervet til at angive én.
I de sidste år inden murens fald søgte folk i DDR i større og større antal til kirkerne for at kunne tale frit, og præsterne gav dem det meget kloge råd, at de skulle tænke som om de var frie og leve som om de var frie. Det er på den måde, alle lænker falder, for man er fri, når man husker, at ånden altid er fri.
Herhjemme udtrykte arkitekten og digteren Poul Henningsen det på næsten samme måde i 1940 i sangen “Man binder os på mund og hånd, men man kan ikke binde ånd, og ingen er fangne, når tanken er fri.”
Vi fejrer 4. maj ved at sætte levende lys i vinduerne for at huske, at det var lyset, der sejrede over mørket. Frihed er ikke nogen selvfølge, men noget der skal kæmpes for hver eneste dag livet igennem. Ved fejringer af befrielsen synges som afslutning den dag i dag salmen “Altid frejdig” og sidste vers synges stående og lyder:
“Kæmp for alt, hvad du har kært
dø om så det gælder,
da er livet ej så svært,
døden ikke heller.”
