Kræft er ikke en kamp

I rigtig mange dødsannoncer står der “Hun tabte kampen mod kræften”, men det er yderst sjældent, at nogen taler om at tabe en kamp i forbindelse med andre sygdomme.

Hvad er det for en kamp, som kræftpatienten skal begive sig ud i? En kamp, der kan “mislykkes”, “tabes” eller “vindes”. I visse tilfælde vinder patienten denne såkaldte kamp, men når det sker, ved man i reglen ikke noget om på det tidspunkt, om kræftsygdommen kan komme tilbage. Når man får en kræftdiagnose, har man ikke så mange valgmuligheder, men er mere eller mindre tvunget til at underkaste sig den behandling, som lægerne kan tilbyde.

Men “vi taber ikke “kampen” mod kræft. Kræft er en hel gruppe af sygdomme, som beror på, at kroppens egne celler går amok. Somme tider lykkes det ikke med den behandling, patienten får, at helbrede sygdommen og i så fald kan patienten dø. Men det er ikke den syge selv, der har tabt nogen kamp. Når man benytter udtryk som at mennesket taber eller bliver besejret, er det at lægge en skyld på de patienter, der døde af en kræftsygdom og dermed sige, at de ikke klarede noget, som de evt. burde have kunnet klare.

Flertallet af dem, der rammes af kræft, har ikke kunnet gøre noget som helst ved det, og derfor bør man holde op med at benytte udtryk som at “tabe en kamp”.
Enten er det helt overflødigt at nævne sygdommens art i en dødsannonce eller også kan man udtrykke sin sorg og sit eget tab på en anden og mere hensigtsmæssig måde.

Forfatter: Birgit Berggrensson

Jeg er cand.theol. fra Københavns Universitet i 2009 og siden 2011 præst i Den danske kirke i Småland. Jeg er desuden cand.ling.merc. i tysk og engelsk fra Handelshøjskolen i København i 1978 og har været lektor og uddannelsesleder for internationale studier på Niels Brock fra 1980 til 2003 og har arbejdet som projektleder i flere EU projekter i Ungarn og Kroation i årene 1990 til 2004. I januar 2017 udkom min bog "Vend det om" som er en debatbog om rettigheder og næstekærlighed - to modsætninger, som ikke kan forenes. I bogen argumenterer jeg for, at vi mennesker ingen rettigheder har, og foreslår, at man i stedet skal se på det indhold i rettighedstænkningen, som måske kan være berettiget nok. Hvert emne i bogen præsenteres med et eventyr eller en fortælling som indledning, der skal få læseren til at tænke over problematikken - på samme måde som Jesus fik sine tilhørere til at tænke over et problem ved hjælp af lignelser.