Der er en hyppigt brugt talemåde, der lyder: “Der er mere mellem himmel og jord…”
Talemåden er et citat fra Shakespeare’s skuespil “Hamlet”, som siger til vennen Horatio, der lige er kommet tilbage fra Tyskland, hvor han er blevet uddannet som protestantisk teolog og ikke tror på spøgelser o.l., selvom Hamlets far har vist sig som et genfærd: “”Der er mere mellem himmel og jord end du tror, Horatio”.
Hvad er der mellem himmel og jord, og hvad mener nutidens mennesker med dette hyppigt brugte citat? At der er mere mellem himmel og jord, end vi kan veje og måle? mere end vi mennesker kan fatte? mere end videnskaben kan forklare?
Er der clairvoyante og astrologer, der kan fortælle os ting, som vi ikke ved om os selv, og som hverken videnskaben eller troen kan forklare os?
Mange mennesker er overbevist om, at det forholder sig sådan, men at Gud skulle befinde sig mellem himmel og jord, midt i vores liv og i vores indre, det tror de til gengæld ikke på.
Jeg har mødt mennesker, der kalder sig ateister på trods af, at de er medlemmer af Folkekirken og har ladet deres børn døbe, for det hører sig jo til i vores kulturkristne kultur, siger de. Mange har det rigtig godt, når de endelig finder vej ind i kirken og oplever en ro og en stilhed og tid til eftertanke, som de ikke finder andre steder. Hvis de kom der regelmæssigt, ville de i tilgift få en fortælling om kærlighedens oprindelse, meningen med livet på jorden og en indsigt i den himmel, vi kun kan se hernede fra, men som vi er overbevist om bebos af alle vore kære afdøde, som vi netop samme sted en dag skal gense der.
Hvorfor er det blevet alment accepteret, at der er noget, der er større end os og noget som vi er ude af stand til at forklare, og alligevel tror på, men at dette “noget” under ingen omstændigheder må kaldes Gud?
Det er jo netop i gudstroen, som giver os vished om altid at være elsket og accepteret som den vi nu engang er, at den store ro og tryghed findes.
