Sommerlandet

En fortælling om håb og trøst af Eyvind Skeie

Det kan være svært at forklare børn, hvad døden er, og hvad der sker med os efter døden, så et barn kan forstå det og have et billede af, hvad der sker med et barn, når det dør.
Denne smukke og rørende beretning (i min oversættelse) kan være en hjælp for den voksne. Brug den, hvis du har lyst!

“Jeg ved ikke, hvordan jeg skal bære mig ad med at fortælle dette, for det er ikke et eventyr, og alligevel er det netop et eventyr. Det er ikke sket, men det sker alligevel hele tiden. Det handler om noget, som du har kendt, og alligevel handler det ikke om nogen, du kender.

Ganske tæt på dig findes en dal, som du ikke ser. Du ser den ikke, førend du kommer ind i den, og når du kommer ind i den, ved du ikke, at du har været der, førend du ikke er der længere.

Jeg tænker på Den Mørke Dal. Somme tider kaldes den Døden, men jeg har altid kaldt den for Den Mørke Dal. Det gør jeg, fordi den er noget, som du må gå igennem, og når du er gået igennem den, er du ikke længere sådan som din mor og far, dine brødre og søstre, naboer og venner husker dig. Du bliver anderledes i Den Mørke Dal, og det vil jeg gerne fortælle dig lidt om.

Den Mørke Dal er helt tæt på dig hele tiden, du ser den bare ikke. Du ser ikke Den Mørke Dal førend du skal lige til at gå ind i den, og det sker, når du dør.

Det er lidt svært at forklare, men de, der dør, tager ligesom et skridt til siden, og straks er de i Den Mørke Dal. De kan ikke bestemme, om de vil gå derind eller ikke, og ingen kan hente dem tilbage fra Den Mørke Dal. Stierne i Den Mørke Dal går kun i én retning, og du kan ikke vende om og gå tilbage, når du én gang er kommet ind.

I begyndelsen er Den Mørke Dal kun mørk. De kan ske, at de, der går der, græder lidt, for det kan være svært pludseligt at være ved siden af sig selv og inde i dalens skygger.

Jeg siger skygger, for dalen er ikke helt mørk. Havde den været kulsort, ville det have været umuligt at komme frem i den, men der er et lys i Den Mørke Dal, og det vil jeg fortælle om lidt længere fremme.

De, som går der, græder måske lidt i begyndelsen. Men efter et stykke tid, når de er kommet længere ind i dalen, holder de op med at græde. Jeg tror, at de på en måde glemmer, hvorfor de græd. De glemmer, at de har taget et skridt til siden, de glemmer alt det, der gjorde ondt, de mærker kun, at stien pludselig går lidt opad, og så ser de mere og mere af lyset.

Og nu må jeg fortælle dig om lyset i Den Mørke Dal.
Men jeg kan ikke sige noget om lyset uden at fortælle om ham, der altid venter. Jeg kalder ham bare Ham Der Altid Venter. Det er jo et underligt navn, men jeg er helt sikker på at han synes om netop det navn. For det er just det han gør – han venter altid.

Der hvor Den Mørke Dal ender, åbner en stor eng sig. Den hedder Sommerengen, tror jeg, for der er det altid sommer. Nogle mennesker synes nok, at det lyder trist, at det altid er sommer i Sommerengen, for der findes jo nogen, som bedre kan lide foråret eller vinteren eller efteråret end sommeren.

Men i landet, der ligger i slutningen af Den Mørke Dal er der meget, som er anderledes end hos os. Der følger årstiderne ikke efter hinanden, sådan som du og jeg er vant til. Nej, årstiderne i det land befinder sig ved siden af hinanden. På den ene side af Sommerengen ligger forårets haver, på den anden side en stor park, som kaldes Høstens udbytte, og endnu længere borte kan du gå lige ind i Vinterskoven.

Nu forstår du måske, at i det land kan du selv vælge, hvilken årstid du helst vil bo i. Du kan gå direkte fra Sommerengen til Vinterskoven eller Forårshaverne, og hvis du bliver sulten, kan du tage en lille tur til Høstens udbytte og hente en lækker pære eller en appelsin, og alt det kan du gøre på en enkelt dag. Det er for resten aldrig nat i det land, det er altid dag.

Den Mørke Dal munder altså ud i Sommerengen. Det gør den, fordi det er så skønt at komme ud i det varme sommerland, når du er gået igennem skyggerne i dalen. Så bliver du straks varm.
Der er for resten ganske mange, som lægger sig ned og sover en stund, så snart de er kommet til Sommerengen. De lægger sig bare ned i græsset, og selvom de sover midt i solen, bliver de ikke forbrændte. De bliver bare så herligt varme og drømmer så dejligt.

Men nu må jeg ikke glemme at fortælle mere om Ham Som Altid Venter. Han er nemlig den allervigtigste at fortælle om.
Han står altid ved udgangen fra Den Mørke Dal. Hans øjne søger langs skyggerne derinde, for han venter på alle, som går gennem dalen.
Sammen med ham står tre engle. De skal hjælpe ham og er parate til at gøre alt hvad han beder dem om at gøre.

Den første engel hedder Lysets Engel. Måske har du engang set et fyr, når du har været ude på havet. Uden skæret fra fyret ved man jo ikke, hvordan man skal styre båden for at komme til det rette sted, og Lysets engel er næsten som sådan et fyr.

Kom, jeg kan høre nogen, siger Han Som Altid Venter til Lysets Engel. Så stiller Lysets Engel sig i åbningen til Den Mørke Dal og sender sine lysstråler langt ind i mørket.
De, der går gennem dalen, ser lyset og så ved de, hvor de skal gå.

Hyssh, siger Han Som Altid Venter, jeg hører fodtrin. Det er et lille barn, der kommer. Lysets Engel, lys stærkere! Lys varmere, vis barnet vejen!

Og hver gang et lille barn kommer, går Lysets Engel helt ind i Den Mørke Dal. Lyset er så stærkt, at skyggerne forsvinder, og det bliver næsten dag i Den Mørke Dal.
Det lille barn ser lyset og skynder sig frem mod det.
Så smiler Han Som Altid Venter.
Han strækker armene frem mod barnet, men det kan barnet ikke se endnu, for lyset er så stærkt, og barnet er endnu langt borte i Den Mørke Dal.

Han Som Altid Venter beder så den anden engel komme. Det er Håbets Engel. Nu ved du måske ikke, hvad håb er for noget, men det vil jeg gerne fortælle dig. Et håb er noget, som gør dig glad og giver dig lyst til at gå videre i Den Mørke Dal.

Han Som Altid Venter ved, at barnet kan blive træt af at gå så langt, og han beder derfor Håbets Engel om at komme og spille på sin fløjte.
Håbets Engel har nemlig en fløjte og når englen spiller på den, er det som om alle verdens fugle boede inde i fløjten. Og når han spiller, flyver de ud med deres smukke sang.
De flyver helt hen til barnet, som går i Den Mørke Dal og så begynder barnet at huske. Det husker sommeren og fuglene, og det husker, at det har løbet i græsset og leet og leget.

Men nu sagde jeg for lidt siden, at i Den Mørke Dal kan du ikke vende om og gå tilbage. Du kan ikke gå baglæns og derfor kan du heller ikke huske baglæns. Det lyder meget underligt, men når du ikke kan huske baglæns, må du i stedet huske forlæns og det er netop hvad barnet gør. Når det hører fløjtemusikken og ser lyset, husker det forlæns og så tænker det: – Jeg må skynde mig hen til musikken, for der er et sted, hvor jeg kan være glad, hvor sommeren og glæden befinder sig.
Så begynder barnet at løbe og fødderne, som var så trætte, får på én gang nye kræfter.

Men hvis barnet er meget lille, så kan det ske, at det ikke orker at løbe ret længe. Så selv om Lysets Engel lyser så klart den kan, og Håbets Engel spiller så kraftigt og smukt som muligt, kan det alligevel ske, at barnet bliver træt og ikke orker at løbe mere.
Måske sætter det sig ned for at hvile, og måske falder det også i søvn.

Ved du, hvad der så sker? Det vil jeg fortælle dig. Så går Han Som Altid Venter ind i Den Mørke Dal. Han er den eneste, som kan gå i modsat retning og møde den, som kommer. Ja, somme tider sker det at der kommer små børn, som endnu ikke har lært at gå. Så må Han Som Altid Venter skynde sig gennem hele dalen for at hente dem, og så bærer han dem varsomt gennem Den Mørke Dal og lægger dem forsigtigt ned i græsset i Sommerengen.

Og ved du, hvad han gør, når han går gennem Den Mørke Dal? Han synger! Hvis børnene sover, synger han vuggeviser for dem, og hvis de er vågne, synger han glade sange om alt det, der findes i Sommerengen, i Forårshaverne, i Vinterskoven og i Høstens Udbytte.

Børnene ser ham komme fra samme sted som lyset. Og barnet bliver ikke forskrækket, det græder heller ikke, for barnet ved, at han som kommer fra lyset, kommer med noget godt.

Og netop når Han Som Altid Venter bøjer sig ned og løfter barnet op, smiler barnet til ham. Jeg tror
Næsten at barnet genkender ham, selvom det aldrig har set ham før. Det er som om barnet dybt inde i sig husker, at nogen har løftet det op og holdt om det, at nogen på et sted langt borte holdt af det. Barnet husker, at det har været et sted forinden, hvor man kunne synge og lege og sove trygt, når man var træt.

Jeg tror, at du forstår, hvor det sted er, for det er hjemme hos barnet, hvor det boede indtil det tog et skridt til siden og gik ind i Den Mørke Dal. Hjemme hos barnet er de meget kede af det, de græder og sørger, og netop derfor må jeg fortælle om Ham Som Altid Venter.

Det er ham, der løfter barnet op og bærer det med sig. Så tror jeg helt sikkert, at barnet sover. Det sover og drømmer, at det bliver båret ind i lyset og lægges ned i solvarmen på Sommerengen, og når det vågner er drømmen virkelig, for det er jo netop, hvad der er sket.

Han Som Altid Venter sidder ved siden af barnet. Du kan udmærket kalde ham ”Han Som Aldrig Sover” for han sover aldrig, han er altid vågen. Han står der, hvor Den Mørke Dal ender og Sommerengen begynder og venter på alle, der kommer. Men den første gang et barn sover i græsset på Sommerengen, sidder han helt tæt ved barnet og våger over det, selvom der ikke findes noget, der er farligt der på engen.
Når barnet vågner, ser han på det og smiler. Han kærtegner barnets kind med hånden, og hånden er varm og let som en fuglevinge.

Så ser barnet, at Han Som Altid Venter græder. Der falder store tårer fra hans øjne. Barnet husker ikke mere, hvad det græd for, for på Sommerengen er der ingen, der græder, der er alt bare sang og glæde. Men barnet græder sammen med Han Som Altid Venter, det græder over noget, som det ikke længere ved hvad er.

Du og jeg ved hvorfor barnet græder. Det græder fordi det ikke mere er der, hvor det altid har været før, hjemme hos mor og far. Men barnet husker det jo ikke længere, det er bare os, der græder når nogen tager et skridt til siden og er død. De der er gået igennem Den Mørke Dal, er på den anden side af al gråd og alle skygger.

Men Han Som Altid Venter husker, hvordan det var før. Han ved besked om os, der bor på denne side af Den Mørke Dal og derfor græder han med os, samtidig med at han tørrer barnets tårer og lokker det til at smile igen.

Det er her den tredje engel kommer. Han Som Altid Venter kalder aldrig på den engel. Det behøver han ikke, for den engel kommer, så snart Han Som Altid Venter græder. Så kommer den engel og stiller sig helt tæt på Han Som Altid Venter, så tæt, at den får alle tårerne på sig, ja så tæt, at den kan høre hjertet slå hos Han Som Altid Venter.

Den engel hedder Trøstens Engel.
Han Som Altid Venter taler aldrig med Trøstens Engel. Men når Trøstens Engel har stået helt tæt på Han Som Altid Venter og mærket hans tårer og hørt hans hjerte slå, så begynder han at gå. Den engel går så stille, så stille, at man næsten ikke kan høre den, men når den har været hos dig, holder du måske op med at græde efter en stund. Og måske hører du en dag, at Håbets Engel spiller for dig, og en nat ser du til sidst at Lysets Engel også lyser i din mørke dal.

Efter at Trøstens Engel er gået – og jeg tror nok at du ved hvor den engel er på vej hen – sidder Han Som Altid Venter en tid ved siden af barnet.
Jeg tror, at barnet kryber op i hans favn, og måske falder i søvn igen og drømmer lidt inden det vågner helt og holdent.

Han Som Altid Venter ser på barnet.

”Du er Ingvil” siger han, hvis det nu er barnets navn.

Så husker barnet sit navn. Det rejser sig og smiler og tager Han Som Altid Venter i hånden.

”Og du er Jesus!” Siger Ingvil højt, inden han slipper hans hånd og løber barfodet ud i Sommerengen.”

Forfatter: Birgit Berggrensson

Jeg er cand.theol. fra Københavns Universitet i 2009 og siden 2011 præst i Den danske kirke i Småland. Jeg er desuden cand.ling.merc. i tysk og engelsk fra Handelshøjskolen i København i 1978 og har været lektor og uddannelsesleder for internationale studier på Niels Brock fra 1980 til 2003 og har arbejdet som projektleder i flere EU projekter i Ungarn og Kroation i årene 1990 til 2004. I januar 2017 udkom min bog "Vend det om" som er en debatbog om rettigheder og næstekærlighed - to modsætninger, som ikke kan forenes. I bogen argumenterer jeg for, at vi mennesker ingen rettigheder har, og foreslår, at man i stedet skal se på det indhold i rettighedstænkningen, som måske kan være berettiget nok. Hvert emne i bogen præsenteres med et eventyr eller en fortælling som indledning, der skal få læseren til at tænke over problematikken - på samme måde som Jesus fik sine tilhørere til at tænke over et problem ved hjælp af lignelser.